#18 Allan ser nu sin datter i en 7/7-ordning efter flere års frustrerende kamp for mere samvær

Det kan ofte være ganske deprimerende at følge med i debatter og sager på de sociale medier, hvor forældre er uenige om deres børn. For der er meget langt mellem de opløftende og lykkelige historier. Derfor blev jeg glad, da jeg læste Allan Schmidts positive opslag. Her skriver han om en episode, hvor han sidder og ser Disney Sjov sammen med sin datter og hendes mor. Noget der ville have været utænkeligt et halvt år forinden. Den glæde, han så hos sin datter, var så meget større, end den nu afsluttede store konflikt mellem forældrene. Efter flere års frustrerende kamp for mere samvær, ser Allan nu sin datter i en 7/7-ordning. Hør hans historie, der er endt lykkeligt for både ham, moderen og ikke mindst deres datter.

Om Podcasten

Podcastserien Uden min datter sætter fokus på forældre i konflikt om deres børn. Historier om samværschikane, savnet af børnene og langsom sagsbehandling bliver fortalt af personer, som selv har oplevet dem. Der er også afsnit med pårørende, eksperter og andre, som er tæt på konfliktsager. Formålet med podcastserien er at sætte fokus på de problemer, som forældre i konflikt støder på hos myndighederne. Samtidig er det ambitionen at inspirere lovgivere, sagsbehandlere og andre til at ændre systemet, så forældre i konflikt om børnene kan få bedre hjælp til gavn for både børn og deres forældre. Mit navn er Anders Wendt Jensen, og jeg har skrevet bogen Uden min datter - syv års kamp for samvær. Du kan købe min bog på saxo.com Velkommen til min podcastserie. Lyd og musik: Oscar Wendt Moesgaard