#4 Sådan bliver du klar til at købe sommerhus i 2026
Sol på vej - om investering i sommerhuse og det gode sommerhusliv - A podcast by Jesper Christiansen
Categories:
Velkommen til Sol på vej - en podcast om sommerhusinvestering og det gode sommerhusliv. Nu hvor vi står få dage fra et nyt år, synes jeg det er oplagt lige at bruge lidt tid på at tale direkte til dig, der lytter med og tænker: “2026 – kunne det måske blive året, hvor vi køber det sommerhus, som vi altid har drømt og talt så meget om.” For hvis det er dit mål, så er det faktisk lige nu, at arbejdet begynder. Og nej, det er ikke fordi, at du skal stoppe podcasten her og skynde dig at ringe til en mægler - med mindre du da har et hus i kikkerten og allerede er forberedt og afklaret. Men det er tid til at tage tage en beslutning, tid til at lægge en plan og til at forberede dig bedst muligt til den dag, hvor dit helt rigtige sommerhus dukker op til den helt rigtige pris. Så kan du nemlig med ro i maven slå hurtigt til og det er der en vis tryghed og en god portion fornuft i. For når du først aktivt går i gang med at kigge på sommerhus - så byder der sig mange fristelser i form af dejlige huse og skønne beliggenheder og du kan nemt blive fristet og forført til at træffe ufornuftige beslutninger og vælge det forkerte til, hvis ikke du er godt forberedt og ved hvad du vil og hvad du har økonomi til. I seneste episode af podcasten her - som udkom i sidste uge - kunne jeg fortælle, at fortrydelsesfristen nu var overstået og skødet skrevet under på købet af vores nye sommerhus. Ved indgangen til 2025 skrev jeg nogle mål ned for mig selv og mit liv i 2025. Jeg har ikke nået alle mål, men jeg har arbejdet for dem alle. Et af de 2025 mål, der nu er realiseret, er køb af sommerhus nr. to. Et mål som jeg frem til september måned ikke troede var muligt at nå. Jeg traf nemlig tidligere på året beslutning om at skifte til et job på halv tid for at få mere tid til at arbejde som konsulent og forretningsudvikler på både andres og egne projekter. Det er typisk ikke en fordel at være nystartet selvstændig med en svingende indtægt, når man skal i banken for at præsentere en idé, der koster en del penge og øger gældsfaktoren. Men mit lille sommerhus, som jeg købte i 2021, blev min redning. Den opsparede friværdi og den gode udlejning, gjorde det muligt at begynde at lede aktivt efter det næste projekt og i sidste uge kunne vi så skrive skødet under på køb af det næste sommerhus. Ja, vi kan selvfølgelig diskutere om det er et mål, der er realiseret i 2025, da vi først overtager huset lørdag den 3. januar 2026. Et andet mål der er indfriet i 2025 er faktisk også start af denne podcast, hvor du fra i næste uge bl.a. kan følge med i renoveringen af vores sommerhus og vores arbejde med at få skabt den næste gode investeringscase. Men tilbage til den plan som du skal have lagt, hvis 2026 skal blive dit sommerhusår! Min klare anbefaling er, at du bruger de første 7-8 måneder af 2026 på forberedelse, så du står knivskarpt i efterår og vinter, hvor den bedste udlejningssæson er slut, og hvor der ofte opstår gode muligheder og tilbud. Men lad mig prøve at tage dig igennem, hvad jeg mener, du bør have styr på.
