EPISODE 17 - Sofies kamp for at blive smertefri

Sofie er en ildsjæl der går højt op i at andre skal have det godt, og hun brænder for at arbejde med børn. Hun levede sit liv som alle andre, men hendes liv tog en pludselig drejning efter en løbetur, hvor hun begynder at få ondt i den ene fod. Smerterne forsvandt ikke som forventet, men tog i stedet til og spredte sig så hun også får ondt i ben og ryg. Hele hendes liv blev vendt på hovedet og selvom hun gennemførte det ene efter det andet behandlingsforløb udeblev effekten. Smerter overtog langsomt, men sikkert hendes liv og hverdagen begyndte i større grad at handle om at undgå smerter end at leve livet. Det er først da hun bliver introduceret til en ny måde at forstå sine smerter på Skagen Ryg og Gigtcenter, at hendes liv tager en drejning og hun begynder at tage sine første skridt tilbage til et liv uden store begrænsninger sat af smerter. Efter endt ophold forsætter hun i behandlingsforløb hos Simon Kirkegaard fra Smertevidenskab.dk som bygger videre på det fundament hun allerede havde fået lagt. Du kan i denne podcast høre om Sofies op og nedture samt hvordan hun i dag, på trods af hun stadig har smerter, bliver ved med at have troen på at hun kan blive smertefri og arbejder hver dag på at komme smerterne til livs. Selvom hun ikke er i mål endnu har Sofie haft en enkelt formiddag fuldstændig smertefri og netop sådan en erfaring hjælper hende til at holde troen og håbet i live. Vi håber at du, ligesom vi, også bliver inspireret og at Sofies historie kan være et eksempel på at kroniske smerter kan behandles og ikke bare skal håndteres.

Om Podcasten

I Smerteuniverset vil du lære at smerter ikke altid er så simple som mange tror og hvorfor det er muligt at have smerter selvom man ikke har nogen skade. Dette er en podcast for alle der gerne vil lære mere omkring smerter og for dig med kroniske smerter, som søger viden til hvordan du kan få en bedre hverdag eller blive smertefri. Vi tager dig på en rejse i smertens univers og interviewer både forskere, klinikere og patienter for at belyse den nyeste viden omkring smerter og rehabilitering. Velkommen i Smerteuniverset Og på www.smertevidenskab.dk