Satans syndsforladelse 3:7 - Nattevagt med Putin og Assad

Klokken er 00:30. Bevæbnet med kaffe, kage, pen og pendul sidder Hanne og Kirsten klar til at udføre deres hovedarbejde - at rense de faldne engle, der har taget skikkelse som nogle af verdens brutale ledere, for mørke. I nat gælder det Putin og Assad. Deres sjæle kommer forbi Hannes lejlighed i Høje Gladsaxe for at synge en såkaldt helvedessang på melodien til Den danske sang er en ung blond pige. Det er et slid, men når det gælder jordens overlevelse er intet offer for stort. Til slut opdager kvinderne noget ved Emil, som han har prøvet at holde lidt skjult: At hans far er superateisten Mikael Rothstein. Produceret for DR af Filt Cph. (Sendt første gang 13. november 2019).

Om Podcasten

I en stuelejlighed i Høje Gladsaxe er Satan en hyppig gæst, ligesom forskellige nulevende og afdøde diktatorer og revyskuespillere også er det. Gud kommer også forbi nærmest hver dag. I lejligheden bor Hanne Leffler. Hun er medium for den oversanselige verden, og hun kan ved hjælp af sit pendul kommunikere med åndeverdenden. Kirsten er hendes loyale assistent. De to kvinder, der begge er over firs, har i mere end tyve år kæmpet mod alverdens ondskab og mørke. De er udnævnt af Gud som de vigtigste personer på jorden, og endelig ser det ud som om deres arbejde begynder at bære frugt. For mørket ryster og paradis på jord er lige rundt om hjørnet. Produceret af for DR af Filt Cph.