Satans syndsforladelse 2:7 - Søsterflokken

Hanne og Kirsten har en nøje udvalgt følgeskare bestående af 5-6 hovedsagligt ældre kvinder. De har alle store inkarnationer bag sig og er nogen af Guds allerkæreste hjælpere. Hannes søsterflok har været med lige fra starten, da Hanne blev medium i 1997. Dén historie startede på AOF i Gladsaxe men endte ude i de yderste astralsfærer og ændrede Hannes liv for altid. Emil får en personlig og kærlig hilsen fra Satan, der i dag kalder sig Ardor, og Gud giver ham carte blanche til at følge kvinderne endnu tættere. Produceret for DR af Filt Cph. (Sendt første gang 6. november 2019).

Om Podcasten

I en stuelejlighed i Høje Gladsaxe er Satan en hyppig gæst, ligesom forskellige nulevende og afdøde diktatorer og revyskuespillere også er det. Gud kommer også forbi nærmest hver dag. I lejligheden bor Hanne Leffler. Hun er medium for den oversanselige verden, og hun kan ved hjælp af sit pendul kommunikere med åndeverdenden. Kirsten er hendes loyale assistent. De to kvinder, der begge er over firs, har i mere end tyve år kæmpet mod alverdens ondskab og mørke. De er udnævnt af Gud som de vigtigste personer på jorden, og endelig ser det ud som om deres arbejde begynder at bære frugt. For mørket ryster og paradis på jord er lige rundt om hjørnet. Produceret af for DR af Filt Cph.