6:8 - På sporet af kampen

Raserianfald og sorg over sange, der røg ud og indædt vrede over det, der ikke kom med. Sangene er er både personlige hjertesager og et udtryk for tidens kulturkampe, og derfor har der været kamp om sangene hver eneste gang, der er udkommet en ny udgave af højskolesangbogen. Susanna Sommer og Karen Secher ser nærmere på sangkrigene og fortæller blandt andet om 15. udgave fra 1974, hvor nogen tog sig til hovedet over, at der var kommet sange om pacifisme og kornoverskudslagre med og andre slet ikke syntes at sangbogen afspejlede det moderne liv med ungdomsoprør og rockmusikken. Tidligere TV-direktør Bjørn Erichsen fortæller om sanglivet på Krogerup højskole og den Røde Højskole i Svendborg i 70erne. Og Rikke Forchhammer, som i dag er forstander på Krogerup, tager os med til morgensang og forklarer hvorfor man i begyndelsen slet ikke sang på Krogerup Højskole og hvorfor hun stadig er lidt bange for sangtvang. Musikskribenten Klaus Lynggård synes at den seneste udgave af højskolesangbogen er et frilandsmuseum og efterlyser sange, der afspejler den moderne identitet og virkelighed. Men det er en misforståelse, siger Jørgen Carlsen, tidligere forstander på Testrup og medlem af sangudvalget fra 2006, det vigtigste er, at sangbogen udtrykker en ukuelig underliggende livsoptimisme, for det er det hele højskoleånden er baseret på. I sangskriverværkstedet kæmper Jonas Gülstorff og Katinka Bjerregaard med sangen til og om højskolesangbogen, for nu skal andet vers finde sig tilrette på de helt rigtige versefødder. Medvirkende: Bjørn Erichsen, Jørgen Carlsen, Jakob Bonderup, Lea Wierød, Rikke Forchhammer, Erik Lindsø, Jonas Gülstorff og Katinka Bjerregaard. Værter og tilrettelæggere: Susanna Sommer og Karen Secher. (Sendt første gang 16. marts 2018).

Om Podcasten

Et roadtrip gennem højskolesangbogen. Med sangene som kompasnål fortæller journalist Susanna Sommer højskolebevægelsens, fællessangens og det moderne Danmarks historie. Følg også med i processen, når P3s Sangskriver Jonas Gülstorff og musikeren Katinka Bjerregaard skriver en hyldestsang til den blå sangbog.