Scenografen og teatermaleren

Enhver teaterforestilling udspiller sig i et rum. Det rum bliver designet af scenografen og forvandlet til virkelighed i samarbejde med en række afdelinger – ikke mindst malersalen. Scenografen skaber selve forestillingens præmis gennem symboler, som publikum går med på: hvis der står et træ på scenen, er vi i en skov. Står der en brandhane, er vi på gaden i en by. Står der en kirke og stråtækte huse, så er vi på landet. Sådan er teatret: det ligner uden at være. I det her afsnit af Kulissen starter vi på bjerget i Rasmus Bergs hjemby, som lige nu befinder sig på Store Scene. Senere bevæger vi os op under loftet, hvor malersalen ligger. Vi skal høre om tilblivelsen af scenografien på Erasmus Montanus, vi bliver klogere på samarbejdet mellem scenograf og værksted, og så finder vi ud af, hvad drømmeopgaven er for en teatermaler. I dette afsnit fortæller scenograf David Gehrt og teatermaler Ruth Grønborg om lige netop deres arbejde på teatret.

Om Podcasten

Velkommen bag KULISSEN En podcast fra Aarhus Teater I podcasten Kulissen dykker vært og tilrettelægger Louise Sejr Højmark ned i de mange historier, der findes bag scenerne på Aarhus Teater. I podcasten vil vi fortælle den store historie i den lille. Du vil derfor opleve, at den enkelte episode tager afsæt i noget konkret – fx en aktuel forestilling, en historisk begivenhed eller et menneske med noget på hjerte. Kulissens jingle er fra Marie Koldkjær Højlund og Klaus Q Hedegaards musik til forestillingen Dancer in the Dark (2018)