Briternes fiasko i Norge 1940

Hitlers Æselører - A podcast by Berlingske

Categories:

Da ”Operation Weserübung” blev iværksat den 9. april 1940 overfaldt Nazityskland Norge og undervejs blev også Danmark besat. Med denne dristige operation, der involverede alle tre værn værnemagten, Luftwaffe og Kriegsmarinen kom Hitler de allierede lande - Storbritannien og Frankrig - i forkøbet. For briterne havde selv i nogen tid lagt planer for militære operationer i Norge og Sverige med henblik på at standse transporten af krigsvigtig svensk jernmalm til Tyskland, der om vinteren blev udskibet fra havnen i Narvik og beliggende kun få kilometer fra den svenske grænse. Nu måtte man gøre noget, mente regeringen i London. Det kom derfor til indsættelse af allierede, overvejende britiske, styrker i Norge blandt andet i og omkring den nordnorske havneby Narvik, der ellers indledningsvist havde overgivet sig til tyske tropper. Allierede styrker udkæmpede dog senere sammen med den norske hær flere mindre slag om byen med tyskerne, som endte med at overgive sig til de allierede. Forinden havde Royal Navy under to søslag i Narvik-fjorden nedkæmpet hele 10 tyske destroyere. Til trods for disse sejre blev indsatsen en fiasko, og de allierede måtte fortrække fra Norge allerede den 8. juni 1940 efter kun to måneders indsats. Hvorfor endte det på denne måde? Leder man efter årsagerne til fiaskoen, så skal de i mindre grad søges på slagmarken, men snarere findes hos de ansvarlige politikere og militære planlæggere i London. For her evnede man hverken at tænke strategisk eller føre sine egne idéer ud i livet, når det kom til stykket. Det mener i al fald den britiske officer og historiker John Kiszely, der har beskrevet historien i bogen “Anatomy of campaign – The British fiasco in Norway 1940”, der er udkommet på engelsk på Cambridge University Press. I programmet medvirker seniorforsker, historiker og rigsantikvar Steen Andersen, der selv har beskrevet perioden i sin bog ”Der er intet foruroligende om Danmark”.See omnystudio.com/listener for privacy information.

Visit the podcast's native language site