Æg og rejer (4:5)

Fjerde afsnit af Havets stemmer tager sit afsæt i Jonas Eikas novelle Bad Mexican Dog og i en vision om havet som dét, der får alle grænser til at flyde ud. Men selvom det er befriende at lade havet udfordre de skel og inddelinger, der definerer vores liv på landjorden, bliver vi i vores undersøgelse også konfronteret af tilfælde, hvor havet faktisk synes at understrege forskelle frem for at udviske dem. På denne kontrastfulde rejse føres vi til Fur, hvor sejlmageren Maria fortæller om de personlige og sociale omvæltninger, hun oplevede som sømand på oceankrydsende sejlskibe. Desuden får vi besøg af trækbasunisten Rolf, der ud fra egen erfaring beretter om en verden af hundredevis af arbejdende liv gemt væk fra turisternes blikke bag de polerede vægge på krydstogtskibet Magic.Idé: Pernille Kaufmann. Værter, klip og produktion: Simone Breum, Camilla Henriksen, Marie Munkner og Pernille Kaufmann. Musik: Mikkel Dyrehave, Rasmus Olsen, Nanna Søgaard og Pernille Kaufmann. Artwork: Marie Munkner og Camilla Henriksen. Lydteknik: Emil Ringsted. Gæsteværter: Kirsten Mikkelsen og Katrine Balle. Interviews: Ole Poulsen, Maria Øgaard Madsen og Rolf Mandix.Havets stemmer er støttet af Statens Kunstfond.

Om Podcasten

Havet har en så stor praktisk og kulturel betydning for vores kultur, at man kan sige, at vi ved at betragte udviklingen i forholdet til havet faktisk kan aflæse udviklingen i kulturen. I ATLAS’ nye podcastserie Havets stemmer spørger vi: I en tid som denne, hvor havet virker til at have en mere akut betydning for vores miljømæssige, humanitære og politiske eksistens på Jorden end nogensinde før, hvad kan forholdet mellem havet og vores kultur da fortælle os om, hvem vi er, og hvor vi er på vej hen?Med dét som udgangspunkt tager Havets stemmer udgangspunkt i skildringer af havet i nye danske litterære værker og fører dig ud i landet (og havet) til samtaler med folk, hvis hjerter skvulper i saltvand. I en poetiske lydmosaik af litteraturoplæsning, analyser, samtaler og musik lader vi litteraturen gå i dialog med de levede oplevelser og følelser og kigger havet og vores kultur dybt i øjnene. Hver torsdag i de næste fem uger udkommer et nyt afsnit, der hver især tilbyder en marianergrav af interessante perspektiver på forholdet mellem havet og vores kultur.