#2 Hulda Zober Holm – digter om identitet og kultur

Hun digter om identitet, om nedløbsrør og om fodbold. Hulda Zober Holm har skrevet digtsamlingen ”Glaskugler Qaajasut” på både dansk og grønlandsk. Hun er fascineret af sprog. Hulda taler mange sprog, og hun har også taget livtag med finsk. Hun leger med ord, og hun udfordrer med ord. Hendes digte er indsigtsfulde og humoristiske. Men de handler også om, at mange har travlt med at procentinddele deres identitet. Ud over digtene er Hulda sammen med en ven begyndt at nedskrive en alternativ grønlandsk grundlov, som et kulturelt projekt. Et af budene lyder: Denne grundlov gælder for alle grønlændere. Grønland har brug for grønlændere. Den, der identificerer sig som grønlænder er grønlænder, uanset hvad andre måtte mene. Der er brug for alle, der vil Grønland det godt. Hulda fortæller, at da hun var yngre, var der nogle, som ikke kunne acceptere hende som grønlænder på grund af hendes lyse hud og lysbrune hår. Også den problemstilling bearbejder hun i et digt. Det hedder Spejl, og begynder: Lille spejl på væggen der, er jeg mest grønlænder i verden her. Det handler om at acceptere hinanden for det, man er. Hulda er uddannet på Grønlands Universitet i Nuuk og på RUC. Hun har læst historie og etnologi med vægt på interkulturel kommunikation. Hun har i mange år haft en karriere indenfor det nordiske samarbejde og har været ansat i Nordisk Råd, i Nordisk Ministerråd og i Foreningerne Nordens Forbund. I dag er hun ansat som udviklingskonsulent på beskæftigelsesområdet i kommunalt regi. Hun er 51 år, bor i Søborg, er gift og har datteren Thora på 13 år.

Om Podcasten

Grønlandske Livshistorier fortalt af mennesker fra mange steder i Grønland. De fortæller om livet i byerne og bygderne og måske om livet i Danmark. Deres fortællinger handler om hverdagen eller om særlige begivenheder i livet. De taler om at være del af et samfund under store forandringer. Det er personlige historier, der kan vise Grønland, som det var engang, som det er i dag og måske med et kig ind i fremtiden. Podcasten er produceret af Annelise Mølvig og Iben Danielsen, to danske journalister og undervisere, som har fundet og mødt grønlændere både i deres hjemland og i Danmark.