Afsnit 149: To Be Continued - RoboCop 2

Filmpodcast For Folket - A podcast by Filmpodcast For Folket

Categories:


RoboCop er tilbage! Efter han i slutningen af den første film i serien fik ryddet op i den kriminelle underverden og Dick Jones fra OCP fik sig en flyvetur, ånder alt nu fred og ro i gode gamle Detroit.
Desværre må RoboCop ha’ hvilet lidt for længe på laurbærene, for der er kommet en ny crimeboss på banen i form af den vanvittige narkoprædikant Cain og hans onde designer drug Nuke har spredt sig til hele byen. I RoboCops egen lejr er der også problemer og OCP arbejder hårdt på at udvikle en RoboCop version 2, som ikke har de samme menneskelige “fejl” som fortsat styrer Murphy. Umiddelbart skulle man tro, at de havde lært deres lektie efter fiaskoen med ED-209, men som altid gentager historien sig.



Irvin Kershner styrer denne gang showet og med en så stilistisk stærk film som den første RoboCop, burde det være så let som at hælde kage i en springform, eller pseudoinstruere en Star Wars film, at følge op på successen og fortsætte serien om betjenten, som er halvt menneske og halvt robot. Men som så ofte før går tingene ikke helt som planlagt. Der bliver skiftet manuskriptforfatter undervejs i processen, den visionære hollænder Paul Verhoeven er fortid og producenterne har på skeløjet vis blikket skizofrent splittet mellem at ville sælge legetøj og ville sætte nye rekorder for antal maltrakterede lig på film. Så pludselig er serien i fare for, at miste sit satiriske bid og sin menneskelige dybde til fordel for et misforstået og ultravoldeligt rehash af første kapitel.



Heldigvis er holdet foran kameraet denne gang stort set det samme som sidst, i hvert fald når det gælder de karakterer, som overlevede Boddiker og RoboCops fælles kugleregn. Så måske er der stadig håb for et episk brag af en film.



Der er futuristiske reklamer, politifolk der strejker og en korrupt organisation med privatiseringsplaner som nogle danske politikere ville savle over.



Vi lover at holde styr på gammelt kontra nyt i Old Detroit, hvis nogen af lytterne til gengæld kan forklare os, hvordan vi husker hvilken RoboCop, der er tale om. RoboCop Nr 2? Robo-Cain? Cain Kong? Eller måske bare The Crimelord Formerly Knows As Cain? Forvirringen er total, når både værterne og Murphys hjerner nulstilles og forhåbentlig rebootes i tide.



Så tag en ampul med Nuke og lyt med, for nu skal der ryddes op i Old Detroit!



Dagens værter: Kristian og Nikolaj.