Podcast 75B (Den om tvillingefilm...)

Filmnørdens Hjørne - A podcast by Filmnørdens Hjørne

Categories:

Har du nogensinde haft fornemmelsen af, at du har læst det du læser før? Har du nogensinde haft fornemmelsen af, at du har læst det du læser før? Yup, det har vi også. En deja vu-fornemmelse der også gør sig gældende på det store lærred, for filmens verden har det med at få tvillinger. I anledning af Olympus Has Fallen (og White House Down) ser vi derfor på det mystiske fænomen: tvillingefilmen.

For hvorfor er det egentlig, at Hollywood gang på gang spytter nøjagtigt samme film på gaden, indenfor relativt kort tid? Og hvilke konsekvenser har det for filmene? Disse og flere andre tvillinge-spørgsmål, prøver vi at besvare i denne Podcast 75B (Den om tvillingefilm...).

Yup, du læste rigtigt - 75B! For der har været noget besynderlig karma på spil under optagelserne til denne podcast. Vi satte os nemlig ned foran tændte mikrofoner fredag d. 5. april, ultra forberedte, og begyndte at podcaste. Eller det troede vi i hvert fald. Efterfølgende kunne vores studie-computer gøre os opmærksom på, at den ikke havde optaget et eneste af vores gyldne ord. Så Podcast 75A var altså en generalprøve; en live-podcast uden publikum, der nu kun hænger som et ekko i filmpodcast-historien.

Derfor satte vi os igen ned mandag d. 8. april og sagde det hele igen. Eller vi prøvede, for det blev naturligvis slet ikke så fedt som første gang, men som skæbnen nu ville det, passer det jo perfekt til 75'erens tema. Vi blev nemlig tvunget til at optage en podcast der minder om den første på en prik. Vores helt egen tvillinge-podcast. Derfor er der i løbet af 75B'eren altså en masse referencer til 75A'eren, men den findes bare ikke.

Tvillinge-film er dog kun et af mange emner vi runder. Således ævler vi også om CPH PIX og kommer med vores og jeres anbefalinger. Der gik ild I jer da vi bad om bud på direkte-på-dvd-brølere, hvilket du kan høre om når vi snakker om hvor mystisk de danske distributionsselskabers og biografers prioriteringer ind i mellem er. Reklamedude har en app klar til jer, som han er svært glad for. Anders har fundet tvillinge-tv-serier og så anmelder vi endnu en røvfuld film: G.I. Joe: Gengældelsen, War Witch, Identity Thief, Lore, Ginger & Rosa, I Give It a Year, Kon-Tiki, Stories We Tell, Oblivion og Olympus Has Fallen får alle kastet stjerner efter sig.

I 75A kunne vi introducere vores CPH PIX-konkurrence. I 75B kan vi afslutte den, ved at trække vindere. Skulle det have gået din næse forbi, afholdt vi sidste weekend en online konkurrence, hvor du kunne vinde fribilletter til festivallen, hvis du sendte os en lille lydbid hvor du fortalte os, hvorfor du lytter til Filmnørdens Hjørne. Alt taget i betragtning, var I rigtig gode og sendte en masse svar. Disse har vi klippet sammen, så I denne gang kan få lov at høre jer selv. Det er virkelig sjovt og rørende og alle jer der har sendt svar ind, skal have en KÆMPE TAK og et klassisk golfklap: *golfklap*.

Vinderne udtrak vi tilfældigt og alle har fået tilsendt deres billetter. Sig derfor "tillykke" (eller "rend mig, heldige asen") til følgende Hjørne-lytter-vindere, hvis blide stemmer du kan høre i 75B: Mia Horup Pedersen, Nicolai Høtoft, Thomas Schultz, Monica Svane og Josefine Linderod (som vi kalder Linderød, fordi vi er dumme). TELLØX!

Sidst men ikke mindst har vi haft problemer med vores FTP-server, så vi har ikke kunnet uploade podcasten før end i dag, fredag d. 12. april. Sorry.

Og så er det sgu også nok skriveri fra os, for nu skal vi snakke... LÆNGE!


Med venlig hilsen,
Casper, Brie, Anders (& Jesper)

Visit the podcast's native language site