Podcast 55 (Den om sex i film...)
Filmnørdens Hjørne - A podcast by Filmnørdens Hjørne
Er sex-scener i film virkelig nødvendige eller er de der bare for at tiltrække lidt opmærksomhed, som pågældende film ellers ikke havde fået? Svaret ligger et eller andet sted midt i mellem og er sjældent utvetydigt klare, lige meget hvilken film vi slår ned på. Så meget står klart efter optagelsen af Podcast 55, hvor vi snakker os gennem emnet. Samtidig fortæller vi nogle af de bedste, sjoveste, mest ærlige og pinlige sex-scene-historier, som vores kære lyttere har suppleret os med, samt vores egne. Alt dette sex-spektakel ene og alene på grund af premieren på MqUeen og Fassbenders film (med masser af sex) Shame.
Den anmelder vi, ligesom vi kaster stjerner efter Scorseses Hugo, Disneys John Carter og Clooneys Kamæleonen, der virkelig burde have beholdt sin amerikanske titel, for The Ides of March hænger SÅ godt sammen med filmen, men lad Anders fortælle mere om det i sit segment. TV-serie-anbefaler Anders Vad Bruun sidder nemlig med i sidevognen fra start til slut på 55'eren og byder ind med lidt John Carter-snak og lidt sex-snak, foruden hans egne serie-anbefalinger.
Mr. Filmnews - Brian "Brie" Iskov - kunne ikke deltage i optagelsen, men du slipper ikke for hans knivskarpe nyhedsrunde, for vi har nemlig båndet hans nyheder på forhånd, tv-køkken-style. Derudover er der også blevet plads til en yderst perverteret Top 10 og en ganske afslørende reklame fra Reklame-dude, men så er vi også i bund (indsæt Jesper Laursen-fnis her).
Så læg ungerne i seng og tag noget stramt tøj på, for nu bliver det lummert... rigtigt lummert.
God fornøjelse!