Podcast 147 (Den om Michael Bay...)

Filmnørdens Hjørne - A podcast by Filmnørdens Hjørne

Categories:

Michael Bay har forlængst tranceredet den jordiske form af en instruktør og forvandlet sig til et fænomen. Baseret på det engelske ord “mayhem” har hans overgearede, hektiske, kaotiske, vilde form for banebrydende filmisk action endda gjort ham til et begreb - Bayhem! Med kun 13 film på CV’et er han blevet den 2.-mest indtjenende instruktør nogensinde, kun slået af Spielberg, der kører med 20 års forspring og tre gange så mange film. Michael Bay er - med hans egne ord - AWESOME!

Bay er manden bag nogle af de vildeste actionfilm nogensinde, såsom Bad Boys 1+2, Transformers 1-5 og The Rock. Men hvorfor er denne lille, spinkle, hvide fyr fra Californien blevet et omvandrende box office-monster, der kværner multiplex-biografer ned i gabet til morgenmad? Hvorfor findes der ingen instruktør, der konsekvent kan sælge flere biobilletter end ham? Hvad er det han gør, der er så pokkers specielt, udover at springe mere lort i luften end nogen anden instruktør for ham? Og hvorfor er Bay lige så forhadt, som han er succesfuld? Kort sagt: Hvem ÉR Michael Bay???

Disse og mange andre spørgsmål prøver Casper og Jesper at finde svar på i denne Podcast 147 fra Filmnørdens Hjørne. Ikke ved at dissekere Michael Bay, så meget som at eksplodere ham. Således kommer du i denne episode rundt om Michael Bay og hans tidlige år, visuelle stil, manglende plot, stereotypisering, kønsnormer, politiske budskaber og meget andet, alt sammen for at finde ind til kernen af en af de mest betydningsfulde instruktører i nyere tids filmhistorie. Rigtig god fornøjelse.

Med venlig hilsen,
Casper & Jesper

Visit the podcast's native language site