43. De Tre Principper - Angst

Vi har fået flere opfordringer fra jer til at se på angst i lyset af De Tre Principper. Det vil vi gerne imødekomme i dette afsnit. I det “gamle” psykologiske paradigme ser man ofte angst som en sygdom. Angsten kan ses som et resultat af ydre påvirkninger og belastninger, eller som noget arveligt - og som kan være svær at gøre noget ved. Mange ser også angst som noget der vil påvirke livskvaliteten resten af livet, og som et vilkår man skal lære at leve med. I det “nye” psykologiske paradigme, som bl.a. er De Tre Principper og Metakognitiv Terapi, ser man angst som en feedback fra vores indre sundhed. En feedback som forsøger at fortælle os, at vi uskyldigt er kommet til at bruge vores tænkning om verden, vores omstændigheder, os selv og andre mennesker på en uhensigtsmæssig måde, der får vores system til at råbe vagt i gevær. Lyt med når vi dykker ned i dagens spændende emne - og når vi fortæller om hvordan De Tre Principper har potentiale til at ændre vores oplevelse af angst fuldstændig Podcasten er med psykolog Anne Stærk Dickenson og psykoterapeut Belinda Donkin.

Om Podcasten

De 3 Principper med Stærk & Donkin er en podcast serie, der formidler en helt ny psykologisk forståelse. Det er en serie for dig, der har lyst til at få skovlen under din angst, stress, depression eller overtænkning uden at skulle bruge viljestyrke eller kæmpe for det. Den er også for dig, der er nysgerrig på psykologi og bare gerne vil have mere glæde og lethed i livet. Du får ikke værktøjer, som du skal øve dig på eller strategier, som du skal huske. Faktisk er budskabet at du skal gøre meget mindre med din tænkning end du hidtil har gjort - og at netop det vil hjælpe dig med at finde tilbage til dig selv og få det godt igen. Psykoterapeut Belinda Donkin og psykolog Anne Stærk Dickenson tager dig med på en guidet tur og peger dig i retning af den naturligt indbyggede ro, glæde og psykiske sundhed, som altid er tilgængelig for alle mennesker. Du vil opdage, at der altid er håb - der er bare lige noget du skal få øje på først. Læn dig tilbage, slap af - og glem alt hvad du hidtil har troet var årsagen til dine problemer og psykiske udfordringer. Du kan se og høre meget mere til Anne & Belinda. Tjek os ud i vores online-fællesskab på www.3puniverset.dk Hvis du har et emne, som du gerne vil have os til at tage op, så send os gerne en mail: [email protected] eller [email protected]