Den om Bogskaberiet

Ja, du læste rigtigt. For nylig blev vi nemlig inviteret ind i Dansk Forfatterforenings smukke lokaler i Strandgade til en snak om vores dejlige podcast - om, hvordan den blev til, hvorfor vi synes, den er så fed at lave, hvad vi elsker og hader at tale om, hvad vi har lært indtil nu og meget andet godt. Undervejs henviser vi flere gange til Charlotte Heje Haase, hvis kursus fik os ud over rampen - det kan virkelig anbefales, hvis man går og drømmer om at springe ud som podcaster. Der er lidt dårligere lyd end normalt, fordi vi er krøbet ud af Lises forede soveværelse og trådt ind i den virkelige verden, men det er ikke galt, så hæng endelig på, hvis du har lyst til at lære os og podcasten endnu bedre at kende. Som altid: TAK for at følge og lytte og dele podcasten med dine skrivevenner. Og rigtig god skrivemojo!  Lise & Anne Cathrine. 

Om Podcasten

Elsker du bøger, og drømmer du om selv at blive udgivet en dag? Så er det her en podcast for dig. De to forfattere Anne Cathrine Bomann og Lise Villadsen inviterer dig med ind i maskinrummet – der, hvor bøger bliver til! Vi kommer omkring alt fra plot og ideer til budgetter og redaktørsamarbejde, og hver episode er spækket med inspiration til et skrivende liv. Plot, parat, start!